http://voresborn.dk/tumling-1-3/familieliv-og-parforhold/8366-le-gammeltoft-mor-i-2010erne

Okay... hvad så mand, var det lige mig jeg læste om? (dog uden at være DJ og radiovært)
Sad og kiggede på nogle artikler omkring mødre igennem årtierne, og fandt dette som bare er 100% de samme tanker jeg havde og de samme følelser der poppede op imens jeg var gravid. I 2010 er det meget normalt at blive gravid i en "sen" alder og prioritere ens uddannelse og karriere frem for familie og tryghed. I 1950'erne var det bare vigtigt at få en masse børn, for ellers var man ikke normal.
Nogle gange kan jeg godt føle som om, at jeg mister noget ved at blive mor. Nu kan jeg jo ikke komme til, at rejse jorden rundt. Nu kan jeg jo ikke feste hver weekend. Nu kan jeg ikke gøre de spontane ting, som og kører en tur til Thyborøn (?) eller tage ud og drikke en øl... Men, og hvad så? Det er også dejligt at finde ud af, at der er noget vigtigere end dødsdruk og fest, og noget vigtigere end en selv. Jeg kan da også godt rejse verden rundt senere hen, med A hvis jeg har lyst.
Det er vel meget normalt i denne tid, at føle sig på denne måde, pga at vi har så meget brug for at have kontrol over vores liv, og vores karriere er så meget vigtigere end alt andet. Usikkerheden omkring hvordan man vil klare, at give dette barn det bedste liv og om man ville kunne klare, at gøre en karriere færdig kommer frem, når man bliver gravid i en tidlig alder. Fordi det er så skide vigtigt at kunne skille sig ud fra mængden for at blive til noget, da der er så mange der allerede har opnået den "titel", og man vil jo gerne være "that special person".
Jeg tror ikke at det ville være ret anderledes hvis jeg var 25. Jeg ville have mere livserfaring, dog er jeg ikke sikker på om jeg ville have taget mig sammen og gjort noget ud af mit liv. Jeg føler, at A er den der får mig til at ville opnå noget i mit liv. Hun er min inspirationskilde. Hun er min stjerne :)
Det blev noget "blah blah" det her, men det kommer sikkert til at være sjovt at læse det om et par år ;)